|
Sande husene er originale norske bjælkehuse, der er fremstillet på en af Skandinaviens største specialfabrikker på dette område. Trelleborg har importeret bjælkehuse fra Sande Hus & Hytter A/S siden 1964, og der er i dag bygget mere end 2.500 af disse norske bjælkehuse i Danmark. Husene fremstilles af langsomtvoksende og meget harpiksholdig fyr fra fjeldområderne ved Dovre og ind over den svenske grænse. Dette fyrretræ er berømt for sin store holdbarhed og styrke og benævnes fra gammel tid ”Malmfyr”.
De kraftige bjælkevægge er fremstillet af 3x7” tømmer og er forsynet med dobbeltnot og fer og særlige laftede hjørnesamlinger, der tilsammen sikrer en usædvanlig solid og tæt fjeldhytte. Bjælkerne har en meget høj andel af kernetræ, der indeholder svampehæmmende stoffer, hvilket giver en bestandig bjælke med lang levetid, og er desuden kerneskåret, således at fyrretræets kerne for så vidt muligt altid vender udad. En evt. revnedannelse i de enkelte bjælker vil således ske på indersiden af bjælkevæggen og udvendige revner i et Sande Bjælkehus er snarere undtagelsen end reglen.
Fritidshus Sande huset leveres som fritidshus og er i dag forsynet med en kraftigt isoleret ydervæg med 150 mm isolering. For at sikre korrekte sætninger af huset monteres denne isolering i særlige patenterede glidepaneler således at sætningen kan ske uhindret. Som indvendig beklædning på de isolerede ydervægge anvendes fyrrepaneler med profil nøje svarende til de massive bjælkevægges. Vinduerne er med lavenergiglas, og gulvkonstruktionen er med 200 mm isolering. Taget isoleres med i alt 145 mm og er forsynet med specielle brandbatts.

Helårshus Gennem årene har et stadig stigende antal af vore kunder ønsket at bo hele året i et Sande Bjælkehus. Under særlige omstændigheder kan huset anvendes og godkendes til helårsbrug, og vore salgskonsulenter kan fremkomme med nærmere oplysninger herom.
Systembyg Sande husets normale husbredde er 6,0 m eller 7,2 m. Taghældningen er altid 22° og tagbelægningen er normal græstørv. Sande husets fleksible modulopbyggede byggesystem giver næsten uanede muligheder med hensyn til individuelle, arkitekttegnede huse, der kan tilgodese de fleste bygherrers behov. Husene kan udformes som længehuse, vinkelhuse og med udtræk i siderne og kan forsynes med overdækkede indgange og terrasser.
Tagbelægning Tagkonstruktionen består af kraftige runde tagåse, der er dimensioneret for græstørv og fjeldets store snelaster. For at sikre en korrekt sætning af bjælkevæggen er det nødvendigt at etablere et tungt tag, og Trelleborg anbefaler en græstørvsløsning, der passer til de solide huse; i særdeleshed hvis huset opføres på en naturgrund. Som alternativ til græstørv kan man anvende søral, dvs. søsten med en størrelse på 20 – 30 mm.
Sande Bjælkehuset leveres som standard med en tagbelægning med en meget kraftig specialfolie, der har særlige egenskaber hvad angår styrke og modstandsdygtighed mod den humussyre, der normalt findes i græstørv. Denne folie er på det nærmeste uforgængelig overfor humussyren, og i de mange år Trelleborg har brugt den har der aldrig været problemer. Se i øvrigt Garanti.
Hvis man af særlige årsager – f.eks. deklarationer eller servitutter i et helårsområde – ønsker et Sande Bjælkehus med tagsten i stedet for græstørv, kan huset som tillæg leveres med betontagsten fra B&C oplagt på en særlig udformet underkonstruktion.

Vinduer Sande Bjælkehuse forsynes som standard med sidehængte vinduer med lavenergiglas og en vandret sprosse pr. ramme. Som tillægsleverance kan vælges koblede vinduer med 6 små glas i den yderste ramme og lavenergiglas i den inderste. |