Danbo 3 systemet er opbygget med en kombination af et forhøjet Lecaterm® fundament og et kraftig træskelet af 2x8” konstruktionstømmer i trykimprægneret fyrretræ. Husene forsynes med taghældning på 45°. Som standardtagbelægning anvendes B&C Dobbelt-S betontagsten med patenteret DANFLOCK® systemfuge.
Lecaterm® væg Det forhøjede Lecaterm® fundament, som har en indvendig højde på 80 cm over færdigt gulv, er opmuret af 35 cm Lecaterm®-blokke. Lecaterm®-blokken er en Leca blok med en varmeisolerende kerne af ekspanderet Polystyren. Efter opmuring grovpudses Lecaterm® væggen på begge sider.

Træskeletvægge Danbo 3 systemets træskeletvæg, der opbygges oven på Lecaterm® væggen er baseret på en særlig trykimprægneret konstruktion, som består af færdigtildannede enkeltkomponenter, og huset kan ligesom Trelleborgs ”0-energi-hus”® opbygges på stedet, hvor skelettet rejses og efterfølgende beklædes med båndskåret, trykimprægneret fyrretræ og isoleres.

Tagkonstruktion Tagkonstruktionen udgøres af et specielt hanebåndsspærfag baseret på kraftig 2x8” tømmer. I kraft af husets store bredde og taghældningen på 45° har Danbo huset en særdeles rummelig 1. sal.

Opvarmning Danbo huset er velegnet til flisegulve med gulvvarme. Opvarmning kan ske med alle former for varmeanlæg (varmepumpe, el, brændeovn, fastbrændselsfyr og træpilleovne samt naturgas og fjernvarme). Da husets varmebehov er meget beskedent, anbefaler Trelleborg en varmepumpeløsning evt. i kombination med en brændeovn. Et fjernvarmeanlæg med gulvvarme overalt i stueetagen og enkelte radiatorer på 1. salen kan være en brugbar løsning, for så vidt grundafgiften på fjernvarmen er lav.
Isolering Træskeletydervæggen i et Danbo hus er opbygget med i alt 250 mm isolering, hvilket giver en U-værdi på ca. 0,15 W/m²K. Loftet er isoleret med op til 400 mm svarende til en U-værdi på ca. 0,10 W/m²K, og flisegulvet med i alt 225 mm isolering og en U-værdi på ca. 0,15 W/m²K. Lecaterm® væggen har en U-værdi på ca. 0,31 W/m²K.
I Danbo huset anvendes isolering af samme topkvalitet som i Trelleborgs ”0-energi-hus”®, dvs. fortrinsvis Isover klasse 34.
Vinduer Vinduerne i Danbo huset er korsvinduer med 3 lag superlavenergiruder med argongas og U-værdi på ca. 0,8 W/m²K.
Et gammeldags vindue med enkeltrude har til sammenligning en U-værdi på ca. 6 W/m²K og en almindelig termorude har en U-værdi på ca. 3 W/m²K.
Ventilation Trelleborg anbefaler, at Danbo huset forsynes med mekanisk ventilation og højtydende modstrømsvarmeveksler. En moderne modstrømsvarmeveksler genvinder op til 90 % af varmen i den afkastluft, der føres ud af huset. |